At sige verden ret farvel

At sige verden ret farvel

                      Eller: hvordan lægger man bedst arbejdstøjet?

 

Et eksistential-manifest                                               Bjarne Wiehe

 

                                                -----------

 

Med mellemrum fremkommer der artikler/bøger, som søger at bringe døden ind i et naturligt leje af en lovmæssighed, der bør accepteres og vi bør have fortrolighed til og slet ikke frygte.

Tyngdepunktet i disse skrifter ligger meget i en væsentlig materialistisk holdning til livet, alt det der har umiddelbar tilknytning til det fysiske liv med alle dets gøremål og forberedelser.

Dette kan da ikke udelukkes, men bør suppleres af det nok så væsentlige metafysiske/åndelige aspekt, da mennesket ikke kun er en kemisk fabrik men har en vidtspændende inderside = højere virkelighed. Det der faktisk banker i alle hjerter, men som meget viftes til side som mindre brugbart stof i vores grovvibrerede verden.

 

Jeg vil godt i det følgende prøve at kikke lidt længere ind bag forhænget og se på hvilke kriterier vi kan anlægge i vores sluttelige emigreren til et andet tilstandsplan. Om der er fundament for tro på en efterdødstilstand, eller vi må indstille os på total udslettelse?

Overskriften fra Grundtvigs store døds-livssalme må eller kan betragtes som en religiøs domineret opfordring/formaning. Ikke absolut dogmefunderet, men som en helt seriøs eksistentiel holdning til det uafvendelige; og hvor Grundtvig tydeligt signalerer sin egen komplekse holdning til døden, men dog prioriterer det sejrende element højest. Og man kunne med god grund tilføje: at dø med fred og værdighed.

 

Det vil altid være meget individuelt,  hvad ”ret farvel” vil sige. Det afhænger af tro, viden og personlig formåen og ønsker. Men jeg vil godt  vurdere bredt på den måde, at der kan fungere en meget diffentieret afskeds-forberedelse. Nogen indstiller sig i et langt liv på slutrejsen, andre føler det tilstrækkeligt med en klargøring -fysisk/psykisk -  i den sidste tid. Alt efter de helbredsmæssige omstændigheder. En måske mindre del siger farvel ud fra en inderlig overbevisning om frelse med al den fortolkningsdivergens, der ligger heri.

 

Et ret farvel er bla.a. at få en klarhed og en ro, helst også på trods af svær sygdom, så denne ikke tager hele pladsen. Og i klarhed og ro også at præstere ”våbenhvile” med sit medmenneske, og med sig selv i form af stop for selvundertrykkende nedvurdering og skyldfølelse, da ethvert liv altid er formet af både fejlhandlinger og succeser.

Afgang fra denne verden vil i realiteten udtrykke mindst to elementer:

 

1)    at miste sit fysiske legeme, som har været personlighedens og Sjælens arbejdsuniform, da kroppen har den vibrationskarakteristik, der samstemmer med de jordiske forhold – det man kan kalde det grovmolekylære.

 

2)    efter legemsdød med hvad mennesket indeholder i de finere lag i pagt med en

højere bevidsthedsform, så at overgå til en bevidsthedssfære – astralfelt (?) og der opleve en anden eksistens og møde højere udviklede væseneer, engleskikkelser m.fl. – alt forstået som en delvis hypotese, omend der jo foreligger mange clairvoyante udsagn og esoteriske betragtninger, der sandsynliggør det. Altså en ny virkelighed som danner kontrast til den forladte verden. Og kontrast til dem der har valgt at låse sig til en urokkelig ateisme, der ikke giver plads til åndelig vurdering. 

 

Fortrolighed og akcept hænger delvis sammen. Man kan være resignativ eller glædesfyldt. Det sidste i en forventning om et efterliv med antagelig stop for al jordisk pine! Og en forventning, der enten er skabt af en spontan tillid til det guddommeliges magt, eller til en dybere forståelse af egen iboende kvaliteter, som har dyb sammenhæng med de kosmiske love, og som altså rækker langt forbi det fysiske.

I øvrigt det, at vores bevidsthed i dag erkendes at være eksisterende også uden for den fysiske hjerne (læs: Alex Riel: ”Mystik og Videnskab”). Og at vores lavere jeg modsvares af vort højere jeg. Vi fungerer i kraft af sjæl og ånd. Uden det var vi en tom skal. Sjælen kan kaldes individualiseret ånd, og kroppen personificeret sjæl. – Alt sammen udtrykkende en ufattelig ordnethed og storhed – durk ind i hvad der måtte karakteriseres som livets forkvaklethed og afsporing i form af  menneskelig grusomhed, der lægger en tung skygge over al skønhed.

 

At sige verden ret farvel er en sætning, hvori ligger en forvaltnings-opfordring og inspiration til at se livets helhed og sammenhæng. Hvor modsat megen tænkning og livsadministrering knytter sig til det seperatistiske. Vi betragter os som meget adskilte størrelser, hvor vi i realiteten er dybt interafhængige  og sammenflettede på Sjæleplan.

Dette kan bidrage til en fortrøstning og afklaring, også i dødens klima, hvor ensomhedsfølelsen kan være meget markant.

Der fungerer ofte også et rollespil i form  af et maskevalg, der kan skjule vores sindstilstand. Meget afhænger af stolthed/forfængelighed, - frygten for at vise svaghed. Vi antager nemt attituder, der viser noget andet end den vi virkelig er. Det kan være indlært gennem et langt liv i den evindelige konkurrence med medmennesket. Og så afløses ægthed af falskhed, og der skabes afstand til både vores egen specifikke personlighed – egoets ansigt – samt vores Højere Selv. Her er meget at hente i viljen til at skue og lytte indad og være ærlig. Intuitionen – Sjælens stemme – sender altid korrekt besked. Men sindet skal være åben for modtagelse.

 

I bogen ”Håbet i døden” giver Christine Longaker mange eksempler på opnåelse af evnen til ærlighed og akcept, der har bæredygtighed – også ind i døden (= tilstandsskiftet!). Hun ytrer sig i forlængelse af den store kærlighedsgesandt Elissabeth Kübler-Ross og hendes omfattende tjenestearbejde for døende.

Her vil jeg indskyde en kontroversiel betragtning, men en meget rimelig og nødvendig.

Der er jo noget der hedder morfin til dæmpning af de aller værste smerter, og det skal jeg ikke moralisere imod. Men i en gren af alternativ forskning peges der på den selvsuggestive manøvre at flytte fokus! – ikke alene til andet fysisk element eller abstrakt forestilling, men også ved en ændret identkifikation! – I samme grad som vi registrerer ud fra sindets følsomhed i samme grad mister vi muligheden for at lade den åndsdominerede faktor sætte dagsordenen.

Udover beretninger om yogiers neutralisering af smerter via bl.a. åndedrættet og lav puls og blodtryk, så er der også beretninger om at ”almindelige” mennesker kan ”hæve sig” over smerter ved at reducere det fysiskes dominans. Altså en abstraktionsteknik, der bl.a. hviler på fortrøstning og bevidstheden om, at det fysiske legeme – set i en større sammenhæng – er underordnet menneskets Sjæl. Vi er vaneindlærte til at betragte kroppen som det totale virkelighedsbillede, hvilket jo bl.a. ses af de omfattende medicineringer af alle tænkelige sygdomme. Men der vil vokse en nyerkendelse frem, som giver menneskets højre bevidsthed en funktionel rolle, der mere realistisk dækker menneskets forbundethed med universet og dets meget differentierede svingninger. Ikke almindeligt avisstof, men virkelighedselementer, der bør indgå i opfattelsen af vores livsmøntre og deres egenart, og at vi som intelligensvæsener bør være parate til at udvide horisonten og hente nyttigt informativt materiale.

 

Tilbage til Longakers bog. I den berøres også lidelsesproblemet, men desværre uden den differentiering, der sondrer mellem såkaldt ”naturlige” livskontraster (dualitetsvilkår) og så f.eks. perverteret, sadistisk grusomhed, der er afvigetilstande, som ikke kan rubriceres under guddommelig kærlighedslov og udviklingshensigtsmæssighed!

 

Dødsfasen kan være formet af mange kvaler og traumatiske kendsgerninger. Enhver gennemlever et følelsesforløb, som har trådforbindelse til det levede liv på glæder og sorger. Og her ”gemmer” sig også behovet for og kravet om tilgivelse, i hvilken alle giftigheder har mulighed for at neutraliseres og give plads til et vækstlag af empati og opfattelse af sjælsforbundethed.

 

Døden kan være et langt sejt træk, eller sjælsudfrielsen kan ske meget pludseligt. Fra kompetent åndeligt hold (så langt kompetance har bæredygtighed i disse sager!) peges der på eksistensen af en stærk hjælpetjeneste på det astrale plan til indsætning, når mennesker lider en voldsom død, og givetvis opfatter sig stærkt rådvilde.

På denne klode sker der dagligt – udover naturkatastrofer – ubeskrivelige grusomheder med mord, vold, tortur og folkedrab, som ikke kan kaldes ganske i pagt med Planen for jorden. Menneskets påvirkning af mangeartede eksterne kræfter – mørkeenergier! – er så stor, at adskillige livsforvridninger bliver til følge, og som sætter sig som betændelse i menneskets aura og dybere ubevidste.

Storværket ”Et kursus i mirakler” anser ikke Gud som skaber af alle jordiske forhold og menneskers handlingsvalg samt de helt grænseoverskridende lidelsesformer, som har udspring i en række tidligere skete beskadigelser på kloden helt tilbage fra den indoeuropæiske races fortid og fra Atlantistiden og dens hævdede voldsorgier og sort magi!

Mange hændelsesforløb ekkoer ind i nutidsmenneskets verden, men hvor opgaven så er – for nu at blive i billedet – at præstere ikke sort men hvid magi!  - et lysarbejde og kærlighedsvirke til genopretning af alt forkvaklet. Og som omtalte ”Kursus i mirakler”  nævner: at administrere vores tanker begavet. I tankeenergierne skabes tilstandene.

 

Når mennesket står midt i livets kontrastfyldte atmosfære, og dertil nærmer sig sin personlige ”himmelfart”, så er imagination også et redskab  til den metamorfose, transformation, der er indeholdt i den eksistentielle karakteristik og som, nyskaber liv, og viderefører det.

At sige verden ret farvel- og den nye lysverden ret goddag – er også at rumme den virkelighedssøgen (andet og mere end Måne- og Marsrejser) og understøtning der ligger i bevidst at give plads til – i tanke og handling – at indstille sit hele væsen på det sceneskift der er den logiske konsekvens af et opslidt legeme og de indre kvaliteters overgang til anden bolig = højere vibrationer (da man i øvrigt ved, at kosmos er defineret som en meget bred skala af variable vibrationer.) Og så også dette: Ved den ultimative følelse af magtesløshed er det egoet/jeget, der giver op! Og samtidig giver plads til Det højere Selv .Når almindelig viljestyret stræben er utilstrækkeig, kan der ske og sker den overgivvelse, hvor man oplever universets overtagelse, og Sjælen transcenderer, og der kan erfares en fredsfølelse så uendelig langt fra frygt og smerter.  Idealt tænkt, ja, men virkeligt forekommende.

 

I lyset af alt dette er det bemærkelsesværdigt, at Grundtvig i sin salme har verset hvor det lyder: ”før døden med sin istaphånd gør skel mellem støv og ånd”. Istaphånden har ikke anden indflydelse end et legemsskift til et andet bevidsthedslag, en tilbagevenden til Kilden, til Faderhjemmet, sagt lidt sentimentalt, men reelt nok. Faktisk ikke så meget en tom frase og hjernespind som et handlingsforløb, der har fundament i en kosmisk lovmæssighed, hvor der i nyere forskning konstateres elementer i metafysikken, der dokumenterer meningsfuldheden i forskelligeartede eksistentielle strukturer. En forskellighed der vidner om en aktivitet på forskellige niveauer. Et vidt perspektiv i stedet for et snævert, men naturligvis en forestillingsverden, der ligger langt fra det sækulariserede samfunds evige diskussion på materialismens præmisser.

 

Hvis påstanden om et udviklingsforløb, der lovmæssigt skulle indebære millioner af nye inkarnationer for hver Sjæl, hvis den holder vand, så vil vi nok efterhånden få et videre og dybere indblik i de love, som vi er part i. Alle åbne og nysgerrige menneskehjerter skal nok få langt mere at vide. Det er derfor man logisk må turde sige, at alle hellige bøger har deres oplysningsbegrænsning, ikke mindst da de også udformes udfra en herskende kulturelite, og hvor også et utilstrækkeligt eksistentielt indblik kan skabe slemme misinformationer. Enhver har pligt til at rådspørge sit hjerte, og i øvrigt forfægte selvbestemmelsesretten.

 

Selve skabelsesudspringet er unddraget enhver fysisk funderet laboratorietstøttet bevisførelse, og har alene sin forankring i en fornemmelse/erkendelse af – bl.a. via Sjælens videnforråd! – at intet kommer af intet, og at den højeste meningsfuldhed kan eksistere på tværs af al registreret meningsløst, da dette sidste dels er subjektivt styret og dels aldrig kan vinde over meningsfuldheden, da denne må være forankret til Universets love, og hvor Lyset må sejre til sidst.

Når menneskets intelligens går i kompagniskab med det eksisterende forråd af spiritualitet (nedlagt i os alle!!!), så åbnes der for både et dybere syn og en bredskuen, vor meget fejlbedømt kan bringes på rette plads. Ikke til at vide, hvornår sådanne idealtilstande vil åbenbares, men vi kan da arbejde i den retning.

 

En uníversel kvalitet ligger i kærlighedsbegrebet! Og dets rige nuancering. Sexuel kærlighed er ike dårligere end moderkærlighed. Det drejer sig om forvaltningen og forståelsen af kærligheds spæændvidde og forskellige virkefelter. Ren kærlighed går på tværs af al ondskab og forvridning. Kærlighed favner den hele kosmiske skaberkraft. Og er derfor også en naturlig faktor/komponent i dødsfasen. Uden  kærlighed er der tomhed og mørke – opfattebart set.

 

Disse overvejelser kan ikke afsluttes uden om spørgsmålet: Hvad med selvmord? –

Det har jeg ingen færdig mening om, men jeg har i relevant litteratur set hævdet, at hvis et menneske er bragt i meget vanskelige virkebetingelser for sin jordegerning, og er presset ud over en kant, så kendes selvmord godkendt/velsignet og dermed ikke konsekvensbelagt på lysplanet! Bl. A. Asger Lorentzen har behandlet emnet i sine bøger.

Og der er kulturer – bla. I Japan og den tibetanske, der betragter selvmord som en logisk, nærmest guddommelig handling, hvis og når denne er knyttet til stærk oplevelse af, at livet er færdiggjort. - - -

Ingen handling/holdning er fordømbar,  hvis kærligheden står ved roret. Det enkelte menneskes ansvarlighedskarakteristik kan vi ikke dissikere og sætte på målebånd og dømme om.

Konkret så er det at sige ret farvel også at skilles fra noget velkendt samt elsket – og dermed noget meget tilvænnet – gennem et måske langt liv. Og i tilvænningen bindes vi følelsesmæssigt. Derfor kan der i afskeden naturligt opstå angst- og savnfølelse. For der foreligger faktuelt tab. Men det skal modsvares af forventning om den nye tilstand, der må kaldes logisk efter de herskende love.

 

Afskeden fra overstået jordeliv henter også sin karakter gennem det vi som personlighed og levende Sjæl har bibragt af både godt og mindre godt (meget forkert gjort har jo skyldtes uvidenhed, og den er der ingen streng Gud der fordømmer og straffer os for).

Enhver jordisk handling, der springer organisk ud af menneskets iboende storslåethed – også tyveknægte og narkomaner m.fl. -  er i grunden lysende kvaliteter, der vibrerer i det fælles kosmos, og dirrer i samspil med andre sjæle – på tværs af alle værdiberegninger. Vi er i realiteten dansende sjælejuveler, men ved det næppe, da vi har så utrolig meget at slås med i det tætte fysiske miljø, vi er sat i. Og  hvor vi i vid udstrækning tror, at al rivalisering er det fagreste træ i skoven.

Vi siger ret farvel i samme grad som ærlighed og kærlighed har virket i pagt med hinanden, alt ud fra bedste evne, således at den ofte martrende dårlige samvittighed godt kan smides ud af vínduet. Vores Sjæl er hævet højt over dette.

 

                                                  Den Sjæl Gud i sit billlede har skabt

                                                  er ukrænkelig, kan ej gå tabt.

                                                  Vort jordeliv her er Evighedsfrø.

                                                  Vort legeme dør, men Sjælen kan ej dø

                                                                           

                                                                               H.C.Andersen

 

En del af at sige verden ret farvel er derfor netop også at kunne trøste sig med, at liv nok ikke er det samme som totaludslettelse, og at adskillelse er tilsyneladende. ”Uret farvel” bliver da at klamre sig frygtsomt til den fysiske ubestandighed i manglende fornemmelse af Sjælens transcendens og Kærlighedens overherrdømme og lyskraft. Med døden transcenderer al hævdet dualitet, alle religioner, racer og kulturer og alle påstande om særlige værdier m.v. Og sfærernes musik tar over og afløser den skønne jordiske musik, som vidner om det bagvedliggende, der gør musikken her mulig!

 

                 Døden er vores største udfordring, såvel som vores største

                 spirituelle mulighed. Ved at øve os i opmærksomhed kan vi

                 forberede os på denne endelige overgang ved at give naturen

                 og vores højere bevidsthed frem for egoet lov til at lede os.

                 Når vi gør det, bliver vi lærere for andre og vores egen

                 bedste ven, fordi vi ser hinsides kroppens død frem mod

                 det næste trin i vores sjæls eventyr.

                                                                                     Ram Das

 

                                                                   oOo

                                                                                                   Maj 2015

 

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

08.09 | 16:11

Hvor er det godt det du har begået. Og godt du har fået din hjemmeside op og køre igen, jeg vil meget gerne læse mere hvis du har mere her på bloggen

...
07.09 | 21:28

--- tilføjet:
Lad os alle prøve at stoppe op en gang i mellem

...
29.03 | 12:27

Hej Bjarne.
Her er en lille hilsen til din egen hjemmeside.
Som du kan se ligner din boks, den på min www.naturfotodk.dk hjemmeside.

...
02.02 | 11:37

Ja - "gamle" dreng - så er artiklen om Julia "´smidt" op på hjemmesiden: http://sundheds-info.blogspot.dk/p/plus-minus-balancen.html Flemming sundheds-info.dk

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE